Dannie Druehyld i sin stue
Dannie Druehyld i sin stue
Jeg er født med Månen i Jomfru i kvadratur til Solen i Skytten i Ildvildsvinets år.

Denne spænding mellem sol og måne betyder at jeg blev født til et meget omskifteligt liv – og alle vegne gennem hele livet har urterne fulgt mig og med dem magiske råd, trøst og lindring.

Urterne fører mig stedse dybere bag om blomsten til en verden af kraft og gudinder. En verden, der eksisterer som en svag erindring fra paradis fra en tid, hvor mennesket stod i pagt med jorden – Ingen var herre – Ingen kvinde var slave.
En tid, hvor vi var hele og en del af en universel livsstrøm, en del af månens og solens stråler, af stjernernes glans, af hvert fnug på en sommerfugl og duggen på rosens vinge.

Min første heksedans foregik omkring bålet på Femø og blandt kvinderne fandt jeg vejen til gudinderne og heksen. Bag sløret anede jeg kvindens historie, og da det faldt, så jeg en verden, jeg ikke troede mulig; en styrke, kræfter som årtusinders undertrykkelse ikke har knægtet, og jeg fandt dem i mig selv og blev heksen…